selma Påfugl

Narrativ Terapi

Det er vores erfaring med den narrative tilgang, at den hjælper mennesker med at ændre deres forhold til de problemer, der præger deres liv. Den narrative tilgang er kendetegnet ved, at den ser problemer som adskilt fra det menneske, der har dem, og ved troen på, at ethvert menneske har adgang til egne - almene og unikke - fortællinger om gode intentioner, værdier, evner og færdigheder, som rummer nøglen til forløsning af den givne problematik.  

Et centralt element i metoden er eksternalisering. Det er en teknik, hvor problemet adskilles fra personen og personens identitet og gøres til noget ydre, som man kan skabe en mental og følelsesmæssig distance til og derfor iagttage ”neutralt” og reflektere over. Personen er ikke problemet. Problemet er problemet; personen er personen. Der er stor forskel på at sige: ”jeg er stresset” eller ”jeg er deprimeret” og at sige ”jeg oplever en voldsom følelse af stress” eller ”jeg overvældes for tiden af en depression”. 

Narrativ terapi involverer ofte en ”gen-fortælling” af identitet. Som mennesker er vi fortolkende væsener. Vi oplever dagligt begivenheder, som vi forsøger at gøre meningsfyldte. De historier, vi har om vores liv, skabes ved, at vi forbinder bestemte begivenheder til et bestemt forløb og finder forklaring eller betydning i dem. 

Vore fortællinger om os selv har en indbygget selvforstærkende effekt. De er som oftest dannet via et udvalg af begivenheder, som gives forrang frem for andre, der ikke understøtter fortællingens ”røde tråd”. Efterhånden som flere og flere begivenheder udvælges, bliver vi mere og mere tilbøjelige til at få øje på det, som passer ind i den mening, vi har skabt.  

Historierne om vores liv udformes altid i en given kontekst. Vore fortællinger er ikke opstået uafhængigt af omgivelsernes reaktioner og feedback. De fortællinger, som understøttes heraf, er som oftest mest overlevelsesdygtige. 

Disse dominerende fortællinger om vores liv har ikke kun betydning i nutiden – de er med til at styre og forme vores fremtid. 
 

Alternative historier rige på indhold

Der kan imidlertid altid fortælles mere end én historie om en bestemt begivenhed. Ingen enkelt historie er fri for tvetydighed eller indbyggede modsætninger. Der er mange mulige alternative fortællinger om vores liv. 

I den narrative terapi går klient og behandler på opdagelse i de historier, klienten har om sig selv og sine relationer, deres konsekvenser, deres betydning og ikke mindst på opdagelse i den kontekst, hvori de er blevet formet og fortalt.  

Samtaler baseret på en narrativ tilgang har til formål at bringe alternative historier i spil – vel at mærke ikke blot én eller anden alternativ historie, men historier, som klienten gerne ville leve sit liv i henhold til. 

Alternative historier kan reducere problemers indflydelse og åbne nye veje og muligheder. 

Gennem den narrative terapi finder klienten måder, hvorpå de alternative historier kan blive udfoldet i en rigdom af detaljer. Ved at inddrage klientens pårørende og netværk åbnes der tillige for vitalisering af relationer og tilbagevenden til fællesskabet i en position, hvor det ikke længere er sygehistorien, der dominerer. 

Styrken i det narrative perspektiv er således, at det åbner veje ad hvilke, et menneske og det fællesskab, det indgår i, kan bevæge sig imod de dominerende konklusioner om sig selv og andre og derved komme i bedre kontakt med egne betydningsfulde og stærke livsværdier, der ofte er ladt i skyggen af problemet, og derved føle en større frihed og få øje på flere handlemuligheder.

Citat

Hvordan hindrer man en dråbe i at udtørre?

Man lader den forblive i havet.

til toppen