Sygesamtaler virker – de gør mennesker mere syge.
DJØF har lavet en undersøgelse, der viser at hver 4. med stress og psykiske lidelser bliver mere syg af fraværssamtaler / sygesamtaler.
Der henvises til, at fraværssamtaler for det første ikke egner sig til psykiske forhold som f.eks. arbejdsrelateret stress, idet arbejdsrelateret stress også er relateret til kvaliteten/kompetencer hos ledelsen.
På Selma møder vi mennesker med reaktioner på arbejdsrelateret stress i form af: Søvnforstyrrelser, koncentrationsproblemer, hukommelsesvanskeligheder og manglende kontakt til at have værdi som menneske personligt/fagligt. Afhængig af reaktionernes alvor er den eneste vej ud af stressen at få restitueret nervesystemet gennem behandling, ro/struktur og at være i sammenhænge med nærvær og omsorg.
Dette er almenviden og dokumenteret viden indenfor trauma-området. Vi konstaterer at disse mennesker alligevel indkaldes til samtaler med ledelse og HR-folk nogen gange efter et par dages sygdom, og skal møde op til mulighedserklærings-møder o.lign. Det som man risikerer er, at re-traumatisere disse mennesker med en forværring af deres tilstand, der i værste fald, på sigt kan blive kronisk. I en traumatiseret tilstand er man ikke i stand til at fortælle, hvilke mål man har for sit liv aktuelt og på sigt, for det er netop det, man har tabt kontakten til. Man kan få en alvorlig stress-ramt eller PTSD-ramt til enten at skrive under på hvad som helst og/eller gå ind i en depression, navnlig da magtforholdet ledelse-medarbejder ikke er ligeværdigt.
Hvad der var mere hensigtsmæssigt for mennesker ramt af stress og også samfundsøkonomisk, var at enhver sygemelding, der er relateret til arbejdsrelateret stress indebar samtaler med ledelsen det pågældende sted – gerne med inddragelse af eksterne konsulenter indenfor psykisk arbejdsmiljø – med henblik på at gøre ledelsen ansvarlig for truende nedslidning af medarbejderne. Målet skal være at der bliver iværksat konkrete aktiviteter for, at dette ikke fortsætter. Bl.a. fordi arbejdsrelateret stress ikke er et individuelt problem og fordi en del mennesker også bliver syge af ledelse, der fungerer uden rette viden og i værste fald uden empati/omsorg for sine ansatte.


Efterlad en kommentar