Der er sket meget med holdningerne til at frekventere psykologer gennem tiden, fra at have været tabu til noget, der er mere almindeligt at tale om.

Alligevel støder jeg ofte på forestillinger om, at den, der frekventerer en psykolog ”har et problem”, er ”underlig” eller ”syg”.

Virkeligheden er imidlertid langt mere nuanceret:

-       Nogle frekventerer psykologer, fordi de ønsker hjælp til at forfine deres kontakt til andre mennesker eller/og for at blive bedre mennesker. Adskillige betaler endda selv for det.

-       Adskillige går til psykolog, fordi de har problemer med f.eks. deres arbejdsgiver/arbejdsplads, hvor det egentligt var arbejdsgiveren/arbejdspladsen, der skulle have behandling.

-       Børn henvises til psykolog og stadigt flere og flere til individuelle samtaler, selvom deres problem er de voksnes følelsesmæssige fravær eller familiens dynamik, der er problemet.

-       Kvinder kommer til psykologer efter at have været sammen med voldelige mænd, hvor mændene ikke mener, der er noget galt med dem selv.

-       Mænd kommer til psykolog, fordi de tror det er forkert at være følsomme.

-       Mange kommer til psykolog, fordi de tror, de ”skal lære at sige fra”, hvor det ofte handler om, at den anden side af relationen ikke har elementær empati/ indlevelsesevne og derfor tror, ”Man kan spørge om alt” / ”Sige sin mening om alt/ytre sig om alt, fordi de andre bare kan sige fra”. En typisk vestlig tilgang til livet og medmennesket. I asiasisk sammenhæng vil man tænke omvendt: ”Du må ikke sætte dit medmenneske i forlegenhed ved at det er nødt til at sige nej til dig”.

Mange andre eksempler kunne nævnes. Pointen er, at der er grund til at have stor respekt for mennesker, der også selv vil betale for at blive mere bevidste om egne mønstre og forfine kontakten til dem selv og omgivelserne.

Arkiveret under: Generelt -
Af Birgitte Nørbo