Den narrative tilgang i arbejdet med mennesker, giver frihed fra kategoriseringer og ekskludering og medfører nye indsigter og handlemuligheder.

En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve, ergo er Morlille en sten!” … Citat af den skotske filosof David Hume (1711-1776), fra Holbergs “Erasmus Montanus”

Ovenstående måde at slutte på om mennesket  kunne nemt oversættes til dominante magtfulde måder at beskrive mennesket på i vores tid:

“Et menneske kan ikke arbejde ergo skal det aktiveres til arbejde”, en populær og magtfuld slutning, der indtil nu har kostet samfundet milliardbeløb i forbindelse med aktivering. Ved at kategorisere så hårdt og entydigt bliver mennesket reduceret til arbejdskraft.

“Et menneske forekommer trist og har gennem en test på 10 spørgsmål scoret til en depressionsdiagnose, er altså depressiv og skal have medicin”. En slutning, der også koster samfundet store summer. Hvis slutningen derudover ikke fører til mere dialog, opfølgning, netværks- og familiearbejde efterlader den et menneske, der identificeres med sygdom, som kan få meget svært ved at identificere sig med andre historier om sig selv.

“Lille-Peter er urolig ergo har han ADHD/adfærdsforstyrrelser”

For enhver handling vi ikke lige forstår/eller har ressourcer til at tackle i nuet er der en diagnose på jagt efter det rette barn. At diagnoser skal være forudsætning for, at mennesker, selv børn, kan få hjælp, koster dyrt økonomisk og risikerer at stigmatisere et barn for livstid.

“Hjernen bestemmer vores personlighed, altså kan vi slutte fra genetik/biologi direkte til psykologi og derfor er den rette diagnose og prognose vigtig.” Det naturvidenskabelige perspektiv kommer derved til at underordne andre perspektiver som f.eks.: den personlige fortælling, det poetiske, det kunstneriske. Og netop i det metaforiske/poetiske univers er der mulighed for at udvikle nye tiltag af mere kreativ art end de, baseret på det gammelkendte og kontrollerede.

Mange andre eksempler kunne nævnes: Om hvordan vi beskriver mennesker med sociale problemer som etniske, hvordan vi dæmoniserer mennesker, der begår fejl osv.

Min erfaring er, at manglende dialog, diagnosticering/kategorisering krydret med et menneskesyn præget af mistillid og forestillinger om, at vi kan kontrollere, koster samfundet mange penge. Derudover koster det samfundsborgerne megen tidsspilde med risiko for øget sygdoms-stigmatisering og ekskludering fra fællesskabet.

Det mest befriende jeg selv har oplevet fagligt/personligt er den narrative tilgang til at arbejde med mennesker, navnlig inspireret af Michael White: Her er der højt til loftet, frihed fra kategoriseringer/ekskludering  (den naturvidenskabelige tilgang kan også rummes her med ydmyghed overfor, at den er en fortælling med konsekvenser, ikke sandheden). Her er plads til mangfoldighed, til unikke fortællinger og derved opstår der nye indsigter og handlemuligheder uden at der er tale om individualisering eller fokus på fællesskabet alene.

Arkiveret under: Generelt -
Af Birgitte Nørbo