Der henvises til, at fraværssamtaler for det første ikke egner sig til psykiske forhold som f.eks. arbejdsrelateret stress, idet arbejdsrelateret stress også er relateret til kvaliteten/kompetencer hos ledelsen.

På Selma møder vi mennesker med reaktioner på arbejdsrelateret stress i form af: Søvnforstyrrelser, koncentrationsproblemer, hukommelsesvanskeligheder og manglende kontakt til at have værdi som menneske personligt/fagligt. Afhængig af reaktionernes alvor er den eneste vej ud af stressen at få restitueret nervesystemet gennem behandling, ro/struktur og at være i sammenhænge med nærvær og omsorg.

Dette er almenviden og dokumenteret viden indenfor trauma-området. Vi konstaterer at disse mennesker alligevel indkaldes til samtaler med ledelse og HR-folk nogen gange efter et par dages sygdom, og skal møde op til mulighedserklærings-møder o.lign. Det som man risikerer er, at re-traumatisere disse mennesker med en forværring af deres tilstand, der i værste fald, på sigt kan blive kronisk. I en traumatiseret tilstand er man ikke i stand til at fortælle, hvilke mål man har for sit liv aktuelt og på sigt, for det er netop det, man har tabt kontakten til. Man kan få en alvorlig stress-ramt eller PTSD-ramt til enten at skrive under på hvad som helst  og/eller gå ind i en depression, navnlig da magtforholdet ledelse-medarbejder ikke er ligeværdigt.

Hvad der var mere hensigtsmæssigt for mennesker ramt af stress og også samfundsøkonomisk, var at enhver sygemelding, der er relateret til arbejdsrelateret stress indebar samtaler med ledelsen det pågældende sted – gerne med inddragelse af eksterne konsulenter indenfor psykisk arbejdsmiljø – med henblik på at gøre ledelsen ansvarlig for truende nedslidning af medarbejderne. Målet skal være at der bliver iværksat konkrete aktiviteter for, at dette ikke fortsætter.  Bl.a. fordi arbejdsrelateret stress ikke er et individuelt problem og fordi en del mennesker også bliver syge af ledelse, der fungerer uden rette viden og i værste fald uden empati/omsorg for sine ansatte.

En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve, ergo er Morlille en sten!” … Citat af den skotske filosof David Hume (1711-1776), fra Holbergs “Erasmus Montanus”

Ovenstående måde at slutte på om mennesket  kunne nemt oversættes til dominante magtfulde måder at beskrive mennesket på i vores tid:

“Et menneske kan ikke arbejde ergo skal det aktiveres til arbejde”, en populær og magtfuld slutning, der indtil nu har kostet samfundet milliardbeløb i forbindelse med aktivering. Ved at kategorisere så hårdt og entydigt bliver mennesket reduceret til arbejdskraft.

“Et menneske forekommer trist og har gennem en test på 10 spørgsmål scoret til en depressionsdiagnose, er altså depressiv og skal have medicin”. En slutning, der også koster samfundet store summer. Hvis slutningen derudover ikke fører til mere dialog, opfølgning, netværks- og familiearbejde efterlader den et menneske, der identificeres med sygdom, som kan få meget svært ved at identificere sig med andre historier om sig selv.

“Lille-Peter er urolig ergo har han ADHD/adfærdsforstyrrelser”

For enhver handling vi ikke lige forstår/eller har ressourcer til at tackle i nuet er der en diagnose på jagt efter det rette barn. At diagnoser skal være forudsætning for, at mennesker, selv børn, kan få hjælp, koster dyrt økonomisk og risikerer at stigmatisere et barn for livstid.

“Hjernen bestemmer vores personlighed, altså kan vi slutte fra genetik/biologi direkte til psykologi og derfor er den rette diagnose og prognose vigtig.” Det naturvidenskabelige perspektiv kommer derved til at underordne andre perspektiver som f.eks.: den personlige fortælling, det poetiske, det kunstneriske. Og netop i det metaforiske/poetiske univers er der mulighed for at udvikle nye tiltag af mere kreativ art end de, baseret på det gammelkendte og kontrollerede.

Mange andre eksempler kunne nævnes: Om hvordan vi beskriver mennesker med sociale problemer som etniske, hvordan vi dæmoniserer mennesker, der begår fejl osv.

Min erfaring er, at manglende dialog, diagnosticering/kategorisering krydret med et menneskesyn præget af mistillid og forestillinger om, at vi kan kontrollere, koster samfundet mange penge. Derudover koster det samfundsborgerne megen tidsspilde med risiko for øget sygdoms-stigmatisering og ekskludering fra fællesskabet.

Det mest befriende jeg selv har oplevet fagligt/personligt er den narrative tilgang til at arbejde med mennesker, navnlig inspireret af Michael White: Her er der højt til loftet, frihed fra kategoriseringer/ekskludering  (den naturvidenskabelige tilgang kan også rummes her med ydmyghed overfor, at den er en fortælling med konsekvenser, ikke sandheden). Her er plads til mangfoldighed, til unikke fortællinger og derved opstår der nye indsigter og handlemuligheder uden at der er tale om individualisering eller fokus på fællesskabet alene.

Der er sket meget med holdningerne til at frekventere psykologer gennem tiden, fra at have været tabu til noget, der er mere almindeligt at tale om.

Alligevel støder jeg ofte på forestillinger om, at den, der frekventerer en psykolog ”har et problem”, er ”underlig” eller ”syg”.

Virkeligheden er imidlertid langt mere nuanceret:

-       Nogle frekventerer psykologer, fordi de ønsker hjælp til at forfine deres kontakt til andre mennesker eller/og for at blive bedre mennesker. Adskillige betaler endda selv for det.

-       Adskillige går til psykolog, fordi de har problemer med f.eks. deres arbejdsgiver/arbejdsplads, hvor det egentligt var arbejdsgiveren/arbejdspladsen, der skulle have behandling.

-       Børn henvises til psykolog og stadigt flere og flere til individuelle samtaler, selvom deres problem er de voksnes følelsesmæssige fravær eller familiens dynamik, der er problemet.

-       Kvinder kommer til psykologer efter at have været sammen med voldelige mænd, hvor mændene ikke mener, der er noget galt med dem selv.

-       Mænd kommer til psykolog, fordi de tror det er forkert at være følsomme.

-       Mange kommer til psykolog, fordi de tror, de ”skal lære at sige fra”, hvor det ofte handler om, at den anden side af relationen ikke har elementær empati/ indlevelsesevne og derfor tror, ”Man kan spørge om alt” / ”Sige sin mening om alt/ytre sig om alt, fordi de andre bare kan sige fra”. En typisk vestlig tilgang til livet og medmennesket. I asiasisk sammenhæng vil man tænke omvendt: ”Du må ikke sætte dit medmenneske i forlegenhed ved at det er nødt til at sige nej til dig”.

Mange andre eksempler kunne nævnes. Pointen er, at der er grund til at have stor respekt for mennesker, der også selv vil betale for at blive mere bevidste om egne mønstre og forfine kontakten til dem selv og omgivelserne.

Dehumanisering fører til tab af essentielle menneskelige værdier, og er en følge af en længerevarende tilstand, hvor du mistænker, revurderer og er i tvivl om dine grundlæggende faglige og menneskelige værdiger.

Inspirationskilden til at forstå stress i sammenhæng med ”dehumanisering” er Nadja Prætorius og hendes beskrivelser heraf i bogen ”Stress det moderne traume”.

Dehumanisering og doublebind (se tidligere bloq-indlæg nedenfor) i ledelsesstilen/organisationskulturen vil ofte betyde, at en del af medarbejderne, der har let til dissociering (her forstået som at miste kontakten til krop/ psyke, egen dømmekraft/værdier/sansninger) vil forstærke denne evne og mere eller mindre optræde som ”tilpassede” og ofte vil vende frustrationer mod dem, de egentligt skulle servicere eller mod kollegaer, der sår tvivl om kulturen på arbejdspladsen.

Denne gruppe vil ofte også være medvirkende til, at kollegaer, der reagerer på et usundt system betragtes som svage/syge (hvilket de så ofte også bliver). Det betyder arbejdsrelateret negativ stress individualiseres.

En anden del af medarbejderne, der har svært ved dissociering/at ignorere egne sansninger/værdier vil via dehumanisering miste motivation til at forandre eller forfine systemet (som ofte oprindeligt er deres stærke ressource) og hurtigere reagere med stress-symptomer og sygdom. Vi har nogen gange brugt metaforen om denne gruppe medarbejdere som ”kanariefugle”: svarende til at man tidligere brugte kanariefugle i minerne: Når kanariefuglen faldt død om, vidste man det var tid til at forlade feltet.

Ofte polariserer de 2 grupper medarbejdere og er derfor i intern konflikt med hinanden på arbejdspladser, der ofte længe har været præget af konstante omlægninger, fusioner og manglende indflydelse på disse.

Konstante omstruktureringer og fusioner, ovenfra- og- ned -beslutninger, uden inddragelse af dem, der skal udføre arbejdet, kan forvirre mennesker tilpas til, at vejen er banet for både doublebind og dehumanisering.

Omstruktureringer berører sandsynligvis især mennesker negativt, der ønsker at bruge deres faglighed og udvikle denne kontinuerligt til et højere niveau. Kontinuitet og forankring forsvinder ofte i forandringens lovprisning. Og tilstedeværelsen af en dynamisk vekslen mellem ”forandring og forankring” er forudsætning for sundhed, kreativitet og nytænkning/handling. Sundhed er baseret på balance og ikke på polarisering.

I forbindelse med forandringer mødes medarbejdere ofte med krav om, at omstrukturering og fusioner skal mødes positivt. Forandringer kræves mødt med vendinger som: ”Vi skal ikke være ofre for udviklingen.” ”Vi møder enhver forandring positivt”. ”Tænk positivt”. ”Lær at sætte grænser”.

Ofte har vi hørt vendingen: ”Når forandringens vinde blæser er der nogen, der laver vindmøller og andre, der bygger hegn” desværre underforstået, at de, der bygger vindmøller er de mest fornuftige/innovative. Problemet her er polariseringen, for vi har nemlig brug for både vindmøller og hegn. Hegnene kunne f.eks. hindre oversvømmelse.

Hvis majoritets-kulturen indebærer en underforstået polariseret forståelse af ”den rette vej” opstår faren for, at en eventuel faglig konstruktiv kritik af eller ønsker om forfinelse af den dominante forståelse og kan reduceres til ”brok” eller at ”være negativ” eller udtryk for ønsker om at være ”offer for udviklingen”. Hermed ekskluderes fagkritik, innovation, kreativitet og basal dialog fra kulturen.

Arbejdsrelateret negativ stress er derfor ofte konsekvens af komplicerede processer, der burde indebære interventioner både individuelt, på ledelses-niveau og organisationsniveau.

Det er imidlertid oftest ”Kanariefuglene”, der møder op hos psykologerne.

Hvis du har erfaringer med/kommentarer til ovenstående er du meget velkommen til at dele dem her.

Læs mere om Nadja Prætorius her: www.liv-i-balance.dk

Svend Lings:  “Psykologer burde skaffe noget dokumentation i stedet for at tømme de offentlige kasser”, siger han til Jyllands-Posten.

Svend Lings støttes af lægelig direktør Torben Mogensen, Hvidovre Hospital, som mener, at psykologsamtaler kan skade mere, end de gavner. Han er især kritisk over for psykologisk krisehjælp.

(http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/06/27/062243.htm)

Der er altså tilsyneladende noget helt galt med psykologers faglighed, økonomiske ansvarlighed og samfundssind, kunne man komme til at tænke.

Et så markant synspunkt, der kriminaliserer en hel faggruppe og miskrediterer de mennesker, der bruger psykologhjælp baseres vel på dokumentation og grundige analyser ? Kunne man forvente. Man kunne især forvente det bl.a. af de læger, der markerer sig her og netop savner dokumentation fra psykologer, men da også af journalisterne på DR og JP.

Men det var ikke tilfældet:

-       Det blev ikke nævnt, at for at komme til psykolog og få behandling med tilskud kræves lægehenvisning. Set i denne kontekst rettes kritikken det forkerte sted og forekommer som en populistisk forenkling af forhold, der har meget større kompleksitet.

-       Udsagnet byggede ikke på en sammenligning af, hvilke lidelser, det moderne menneske går til behandling for, samt hvorvidt der reelt er en stigning i psykiske diagnoser, som forklarer stigningen, uden at kriminalisere psykologerne. Så vidt jeg er orienteret, er der en markant stigning i udskrivning af f.eks. antidepressiv medicin. Psykologer kan ikke udskrive medicin. Og forskning tyder på, at behandling af depression opnår de bedste resultater, hvis medicin kombineres med psykologbehandling.

-       Kritikken af krisehjælp er tilsvarende et postulat, der ikke inddrog eksperter på feltet fra f.eks. fra universiteter og/eller Rigshospitalet. I deres regi er der lavet adskillige dokumenterede undersøgelser af krisehjælp.

Man kan kun håbe på, at det gode samarbejde mellem læger og psykologer, der forekommer dagligt, må overdøve pressens og enkelpersoners populistiske fremfærd.

Doublebind: Når mennesker befinder sig i arbejdsmæssige sammenhænge karakteriseret ved  skæve magtforhold, manglende reel indflydelse og underlagt kommunikation, der ofte foregiver noget andet, er der mange kvalitative træk fælles med det som Gregory Bateson har beskrevet som ”doublebind”. At befinde sig i situationer præget af doublebind kan være ekstremt psykisk belastende.

Doublebind refererer bl.a. til et bestemt kommunikationssystem, hvor personen/personerne underlagt dette sanser/oplever situationen væsentlig forskellige fra f.eks. praksis og det, der kommunikeres i situationen.

Et eksempel kunne være at stå overfor en person, der underkender dig, men smiler: du bliver ”dobbeltbundet”, idet sansning og situationen ikke matcher.Et andet eksempel kunne være en organisation, der har ”dialog” som en værdi, men hvor medarbejderne ikke oplever at blive hørt i det daglige.

Doublebind er også at blive bragt i situationer, hvor enhver handling ville  kunne fremstå som et væsentligt svigt af egne værdier: I forhold til ikke at kunne lytte til og udtrykke egen sansning/oplevelse uden væsentlige tab og derfor være nødsaget til underlægge sig situationen, der også er et tab nemlig af en voksenposition, hvor man udtrykker sig ligeværdigt.

Oprindeligt blev fænomenet double-bind introduceret i forbindelse med skizofreni i forbindelse med at barnet i sin tidlige tilknytning til forældre/omsorgspersoner mødte utvetydige/dobbelte signaler og derfor ikke kunne finde en relevant respons. Et eksempel på dette kunne være, at omsorgspersonen før en fysisk afstraffelse af barnet siger: ”Nu skal du jo ikke opfatte dette som en straf”, hvilket efterlader barnet i en splittelse mellem egen oplevelse/sansning/virkelighed og sproget/defineringen af virkeligheden fra den mere magtfulde. Et ofte hørt eksempel på en arbejdsplads er en medarbejder, der gør opmærksom på svigt i systemet overfor borgere til sin leder, hvor denne f.eks. siger til medarbejderen, at denne ”ikke skal over-involvere sig”. Eller en tidligere stress-sygemeldt, der har reageret på svagheder i systemet bliver en, der nu betragtes som ”særlig sårbar”.

De modsigende udsagn/signaler forstærkes i asymmetriske relationer/ulige magtforhold: mellem barn – voksen og mellem arbejdsgiver – arbejdstager. Fordi den mindre magtfulde, underlagt den andens magt ikke har samme valgmulighed. For den, der er i den ikke-magtfulde position: barnet eller arbejdstageren kan modsigende/double –bind kommunikation virke ekstremt psykisk belastende og kan fremkalde frygt, panik, raseri mm.

En ledelsesstil, der f.eks. er karakteriseret ved doublebind, skaber tvetydighed, ambivalens og situationer, hvor enhver handling/tanke/følelse hos medarbejderen vil forekomme svær at leve med for denne: ”hvis jeg følger ledelsen/majoriteten ukritisk mister jeg mine værdier, hvis ikke bliver jeg regnet for ”nærtagende”, ”besværlig”, ”negativ” ”sårbar” og risikerer at miste mit job.

Over længere tid er der meget, der tyder på, at dette medfører patologiske reaktioner: fysiske og/eller psykiske sygdomme. Stress kan derfor betragtes som et fænomen, der via mange komplekse forhold bl.a. har som resultat, at den ramte har mistet kontakt til egne værdier af både menneskelige/personlige og faglige karakter.

En ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet viser at stressede mænd har en 30 % højere risiko for at dø for tidligt sammenlignet med mænd som ikke er stressede. Desuden har stressede mænd under 55 år mere end to gange forøget risiko for at dø af en hjertesygdom, mens dette ikke gør sig gældende for ældre stressede mænd. De øvrige livsstilsfaktorer som sund mad og motion kan ikke opveje at sammenhængen mellem stress og dødelighed er mest udtalt for yngre og midaldrende mænd. Undersøgelsen viser også at tilsvarende sammenhæng mellem stress og død ikke gør sig gældende for kvinder. Tværtimod ser det ud til at stressede kvinder har en lidt lavere risiko for at dø af kræft.

De meget interessant data stammer fra Østerbroundersøgelsen, som er en befolkningsundersøgelse, hvor ca. 12.000 københavnske mænd og kvinder er fulgt med henblik på deres sundhed og sygelighed siden slutningen af 1970erne. Deltagerne blev i 1981-83 spurgt, om de følte sig stressede og i givet fald, hvor ofte de var stressede. Omkring otte procent oplyste, at de havde en dagligdag præget af stress.

Det er forsker Naja Hulvej Rod fra Syddansk Universitet der påviser de videre følger af stress i forhold til dødelighed. Årsagen kan findes i at stress påvirker risikoen for at udvikle sygdom, da stress medvirker til ændringer i immunforsvaret, det hormonelle system og ændringer i sundhedsadfærd.

Desuden kan stress påvirke prognosen af allerede opståede sygdomme, hvorved sammenhængen mellem stress og dødelighed blandt mænd kan forklares. En af forklaringerne på en overdødelighed af luftvejslidelser blandt stressede mænd skyldes muligvis at stressede mænd ryger mere end mænd, der ikke er stressede.

En forklaring på at den lidt lavere risiko for at dø af kræft blandt stressede kvinder kan være, at stress har en hæmmende virkning på produktion af det kvindelige kønshormon østrogen og dermed kan føre til en lavere forekomst af østrogenafhængige kræftformer som f.eks. brystkræft.